Dag 4 – Bomber i udlandet, ikke i valgkampen

Af Søren – 02/03-2026

I dag er første dag, hvor de frivillige i kampagnen står tidligt op. For de fleste skal de stå på den lokale station eller det centrale knudepunkt for at dele flyers og morgenmad ud. Det gode er, at dagene nu har lidt lys i sig, hvilket betyder, at den alarm, der ringer klokken 05-06, ikke er så slem. Især når man er en frivillig, der er klar til at tage en tørn for demokratiet.

Men hvad er der så kommet af politiske forslag at føre valgkamp på i dag? Det er jo grundstenen i enhver valgkamp. Hvis vi tager dem slavisk:

Moderaternes boligskattereform er en klassisk Lars Løkke-manøvre™. For udspillet går ud på at sænke nogle skatter og hæve andre. Det ligger også i tråd med Moderaternes politiske linje, og dermed vil det hverken tiltrække eller afskrække vælgere.

Hvis vi nu tager de resterende fire over én kam, er det klassiske eksempler på policy, der skal sikre vælgere, der allerede er i folden. Især LA’s forslag om atomkraftværker, som de har slået på meget det sidste år. Dermed er det ikke noget, der skræmmer vælgere væk, da de allerede har sagt det længe. Det skyldes, at spørgsmålet om atomkraft er så kontroversielt, at det bliver dækket af medierne, når det bliver bragt op af partierne.

Dermed kommer vi også til dagens store nyhed, at Danmark nu vil deltage i den franske atomparaply. Dette var en fransk regeringsudmelding, der mestendels virker til at være kommet bag på den danske regering. Men med et pressemøde fra den danske regering blev sikkerhedsdagsordenen gjort til top of mind for vælgerne. Dermed bliver det muligt for regeringspartierne at gå hårdere til den dagsorden igen.

Det vil sikkert gavne Moderaterne og Socialdemokratiet, da det er dem, der har fået succes med det tidligere. Imens havde Venstre den kedelige opgave at fortælle vælgerne, at de nye F-35-kampfly kan udstyres med atomvåben.

Det har været endnu en begivenhedsrig dag, men fokus har stadig ikke været på den nationale valgkamp. Derfor må vi se, om verden falder mere til ro nu, så partierne kan komme med politiske forslag, der kan hjælpe med at trække vælgere til.

← Tilbage til valgkampsbloggen