Dag 16 – Der er hyggelig stemning i studiet fra Det Sidste Ord
Af Søren – 16/3-2026På nuværende tidspunkt i valgkampen er stemningen høj, men metaltrætheden begynder at melde sig hos de frivillige. For nu har vi været i gang i lidt over to uger, og der er omkring ni dage tilbage – hvis vi stoler på Kåre Quist. Der er dermed gode chancer for, at nogle af de mindre ideologisk overbeviste, efter midtvejsfesten, hjælper til, når uddelinger er ved dem. Imens har de meget ideologisk overbeviste som regel ikke sovet, analyseret for meget og prøver ikke at kigge på meningsmålinger, fordi det ødelægger boblen om, at man er så god, at ens parti kan få 90 – hvis ikke 179 – mandater selv. Var det bare mig? Måske, måske ikke. Svar kan findes ved at ringe på 30263725 og spørge.
Men denne afmatning i frivilligheden, som kampagnerne oplever lige nu, er også noget, der har ramt duellen mellem Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen, der fandt sted søndag aften. Der er meget at sige om den, men jeg tror, vi skal starte med stemningen. For den var – som mig på en date (stævnemøde for dem, der taler gammeldansk) – utrolig charmerende, hyggelig og virkelig ikke nok til at tage en beslutning ud fra. Jeg har lyst til at sige intetsigende, men det er måske også lige groft nok over for mig selv. Husk selvkærlighed derude. Det hjalp nok heller ikke på stemningen, at det virkede til, at DR havde lånt studiet fra Det Sidste Ord og havde en lignende opbygning i indholdet.
Hvis vi så kigger på indholdet, havde redaktionen valgt fire emner: Lederskab, sikkerhed, økonomi og regering. Derudover fik kandidaterne også lov til at vælge et emne hver. Troels Lund Poulsen valgte folkeskolen, og Mette Frederiksen valgte drikkevand.
For at samle de emner, som flest går op i, men som kandidaterne ikke rigtig svarede på, så lad os behandle lederskab og regering under ét. Deres holdninger er de samme, som de hele tiden har været. Mette Frederiksen ser helst en midterregering, hvor man sikrer ligheden i Danmark. Imens er Troels Lund Poulsens førsteprioritet en regering med den borgerlige blok, hvis der er flertal. Hvis ikke der er borgerligt flertal, så vil han søge indflydelse.
Her skal der læses to ting. Mette Frederiksen vil gerne i midterregering igen, så hun kan undgå at skulle lægge arm med Pelle Dragsted og Franciska Rosenkilde. Men samtidig må den midterregering ikke være så blå, at hun taber flere stemmer til SF. Derimod står Troels Lund Poulsen og prøver at appellere til de blå vælgere, som vil have en ny regering. Dog er han stadig bange for at falde i den fælde, som Jakob Ellemann-Jensen faldt i: det ultimative løfte.
En sidste ting, der skal knyttes en kommentar til, er Mette Frederiksens udtalelse om, at den eneste måde, hun indgår i en regering på, er hvis hun bliver statsminister. Det kan man tolke på to måder. Hvis hun ikke bliver statsminister, så overlader hun Socialdemokratiet til en anden og finder et job i Europa. Det vil hun gøre, fordi hun ikke forventer at kunne gøre et comeback som statsminister. Den anden – og mere grusomme – tolkning er, at hun er magtfuldkommen. Udtalelsen, uanset motivet, kan sagtens komme til at påvirke valget. Fordi hun lige pludselig ikke fremstår så samarbejdsvillig, som hun selv siger.
Okay, så vi ved nu, at de begge siger noget om hvilke konstellationer, de går ind for. Men hvilke går de reelt ind for? Dertil vil jeg bruge konceptet præferencer baseret på beslutninger – eller måske mere præcist løfter. For hvis vi kigger på de resterende fire emner, så viser der sig et interessant mønster.
Det første politiske emne var sikkerhed. Her præsenterede de to kandidater hver deres synspunkter på Danmarks position i verden. Mette Frederiksen viser sig fuldkommen klar til at lægge alle æg i den europæiske forsvarskurv, hvilket også vil betyde en overflytning af forsvarskapabiliteter fra USA til Europa. Troels Lund Poulsen var sådan set enig, men havde den store tilføjelse, at det ikke er noget, der kan ske nu – og at det til dels er vores egen skyld, at vi er endt her.
På policy-niveau placerer de to sig side om side. Mette Frederiksen er mere fortaler for EU og for at bevæge sig væk fra USA – noget der traditionelt har landet godt i den røde lejr, men efter Grønlandskrisen er blevet et meget mere normalt synspunkt. Derimod placerer Troels Lund Poulsen sig som realist på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det er traditionelt noget, der lander godt hos borgerlige vælgere, fordi der ofte er en tilgang om, at den stærke vinder verden. Dermed taler de det samme sprog til hver deres vælgere.
Troels Lund Poulsens udspil om at fordoble antallet af værnepligtige i 2035 passer også meget godt ind i den sammenhæng. Fordi det signalerer til vælgerne, at bekymringerne om rigets sikkerhed bliver taget alvorligt. Under debatten sørgede Mette Frederiksen også for at erklære sig enig. Dermed var den bredside et politisk forslag, der ikke dumpede testen.
Så kom folkeskoledebatten, som blev fortsat fra sidste søndag, hvor Troels Lund Poulsen gerne vil have mere tillid til skolerne. Mette Frederiksen vil det samme, men vil også have små skoler. Det er igen en måde at placere sig på en højre-venstre-akse, hvor de sørger for at placere sig tættest på deres egne vælgere. Forskellen er, at Troels Lund Poulsens vælgerbase er cirka halvt så stor som Mette Frederiksens.
Her vil jeg bare lige knytte en kommentar til formatet. Jeg kunne godt lide, at de kunne debattere struktureret uden en moderator. Det ville nok ikke være gået før i tiden. Men det gjorde noget godt, at Kåre Quist ikke var der og afbrød.
Det næste emne blev så økonomien, hvor begge kandidater var meget enige om, at der er en overhængende sandsynlighed for en global recession. Det sker, men som nyuddannet arbejdsløs må jeg bare sige “fuck”, og som økonom må jeg sige: no shit. Mette Frederiksens løsning på en usikker økonomisk fremtid er flere checks og at sikre den danske konkurrenceevne.
Troels Lund Poulsens løsninger blev præsenteret, mens jeg sad og skrev dette. Det handler dog blandt andet om at lette selskabsskatten.
Igen placerer de to kandidater sig, som om de fører valgkamp tilbage i 2001. Mette Frederiksen vil gerne mindske uligheden, fortsætte den sikre kurs og lave en erhvervspakke, der ikke sænker selskabsskatten. Imens stillede Troels Lund Poulsen garantier for, at man ved, hvor pengene kommer fra.
Det er også her, hvor valgets største splittelse er. For det er på emner som dette, at Troels Lund Poulsen siger, at han ikke vil ind i en regering, som gør Danmark fattigere. Dermed udelukker han sig selv fra at gå ind i en regering Mette Frederiksen III uden en hård forhandling.
Før vi går videre til det rent politiske, så var der det emne, som Mette Frederiksen fik lov til at vælge. Det blev drikkevand – og i forlængelse heraf hele landbruget. Fordi Mette Frederiksen ikke kun prøvede at få Troels Lund Poulsen til at gå med til et sprøjteforbud, hehe. Hun prøvede også at få Troels Lund Poulsen med på at forbyde den måde, konventionelle grise bliver behandlet på.
Hvor økonomien er det bedste slagpunkt i valgkampen for de blå, så viste denne debat tydeligt, at de røde har et stærkt træk i hele landbrugsdebatten.
Men hvem vandt så? Ingen. Helt ærligt, så var de 70 minutter ikke særlig gode: ingen skarpe pointer og – lad mig sige det tørt – ingen livsændrende diskussioner.
Hvorfor er det sådan? Fordi de sidste 16 dage har vi set en utrolig kedelig valgkamp. Der er meget få forsøg på at lokke vælgere over midten med ny politik. De forslag, der bliver præsenteret, har vi set i tidligere valgkampe, og partierne er næsten usynlige, hvis ikke man ser TV2 News.
Jeg tror, det kan formuleres sådan her: Partierne kæmper internt i blokkene om at sikre deres egne vælgere. Dermed tager vi ikke debatten om de store emner, men om de små – dem der kan give et klart signal fra politikere til vælgere om, hvor partierne står. Derfor er der nok ikke nogen større sag i at sige, at partierne næppe ændrer størrelse meget frem til valget. På trods af at 25 % af vælgerne stadig ikke har besluttet sig.