Dag 11 – Bøffen på disken
Af Søren – 10/3-2026Så er det mandag igen, og jeg vil gætte på, at der er en del Venstre-folk, der godter sig over, at Troels Lund kunne gå lige op med Mette Frederiksen i går. Samtidig er der nok også en del socialdemokrater, der er lidt trætte af, hvor svært det er for dem at skabe momentum om deres idéer. Sådan ville jeg i hvert fald have det.
Men det har været en dag præget af stort fokus på gårsdagens debat og det dertilhørende spin. Socialdemokratiet har været ude og anklage Dansk Industri og iværksættere for at gå Venstres ærinde i forhold til formuebeskatningen. Det gavner begge sider, fordi Socialdemokratiet kan få lov til at stille sig på arbejdernes side, imens Venstre kan stå på iværksætternes side. Det fungerer præcis som Socialdemokratiet havde forventet – det bliver en klar højre/venstre-fordelingspolitik.
Venstres nødvendighed af at opklare, hvad de gerne vil med landbrugspraktikanter, er en lille, men essentiel ting for deres kernevælgere. Det blev afklaret med meldingen om, at Venstre ikke vil fjerne ordningen, men stramme kontrollen, så den ikke bliver misbrugt. Det kan meget vel være enden på den historie, da det betyder, at Venstre signalerer en stram udlændingepolitik og samtidig tager landmændenes problemer seriøst.
Men de to store diskussioner i dag var, at Radikale Venstre foreslog at bestille Gripen-kampfly i stedet for F-35. Udgangspunktet var et ønske om ikke at være afhængige af USA. Dog vil det gøre os afhængige af vores historiske rivaler. Mange partier mente simpelthen, at det var et absurd forslag, og nogle gik så langt som til at foreslå, at de Radikale skulle fjernes fra forsvarsforliget.
Forslaget handler dog ikke om at tage vælgere fra de blå partier, men i stedet om at cementere sig som realistiske idealister på udenrigs- og forsvarspolitik. De Radikale vil gerne have et solidt forsvar, men vi skal ikke være afhængige af dem, der truer os. Derfor vil det give mening at købe kampfly af svenskerne, fordi vi deler både forsvars- og handelsunion med dem. Det taler ind i de Radikales kernevælgere – dem der godt kan se realiteterne, men stadig vil gøre det, de mener er det rigtige.
Dagens bommert:
Per Larsen fra De Konservative lagde et billede op, hvor han udtrykte støtte til det danske landbrug, imens han stod med en bøf fra Uruguay. Bare et godt råd herfra: Tjek altid lige det, du lægger op, for at være sikker på, at signalerne stemmer overens.