DataSporet

Dag 10 - Debat så debatter

Hvad betyder debatter for de unge politisk aktive? Det betyder næsten alt. Det ligger dybt i én, at et valg vindes på landsplan ved at gøre det godt i debatter. Det er lige meget, om man er et lille eller stort parti, fordi de fleste prøver kræfter med det før eller siden.

Så derfor samles man – dem der ikke skal stå udenfor og skabe lydmur – i lokaler og stuer for at se debatten. Heppe, drikke og håbe. Det er sjovt, men dælme også stressende, fordi man som frivillig ved, at et forkert tråd vil føre til, at valgkampen nu vil handle om, hvilken fejl ens partileder har begået.

Det sidste, men ikke mindst, er en form for livekommentering af debatten. Eller det var det engang – nu er Twitter ikke rigtig en ting mere. Men under valget i 2019 snakkede vi meget om vigtigheden af at gøre partiets pointer synlige på Twitter, så journalisterne så dem. Det har senere vist sig at være en solid måde at sætte dagsordener på, som vist i Daniel Sandvej Eriksens ph.d.-afhandling fra 2025. Læs den – den er god!

Jeg vil bytte rundt på politics og policy i dag. Det er simpelthen, fordi jeg mener, at det vigtige for vælgerne i en debat ikke er policy, men hvordan politikerne ser ud og præsenterer sig selv. Dette er bedst eksemplificeret ved præsidentdebatten i 1960, hvor dem der hørte debatten mellem Nixon og Kennedy i radioen mente, at Nixon vandt, mens dem der så den på TV mente, at Kennedy vandt.

Men hvem vandt? Danskerne, vil jeg sige. Der er ikke nogen tvivl om, at det her var den mest civiliserede debat, vi længe har set i dansk politik, og dermed rent faktisk kunne bruges til at tage stilling til ting. Der blev for en gangs skyld diskuteret lidt policy.

Mette Frederiksen kørte ikke på “røde Mette”, men forsøgte at skabe fortællingen om, at Troels Lund Poulsen var den, der var ved at løbe mod de blå partier. Dermed var det hans skyld, at regeringen var ved at brase sammen. Det var egentlig en fortsættelse af statsministerens valgkamp fra 2022, hvor hun snakkede om midterregeringen. Der var dog den forskel, at Mette Frederiksen valgte ikke at skræmme med de blå partier, men i stedet ignorerede dem i lange stræk.

For at statsministeren kunne siges at vinde den her debat, skulle hun stå tilbage som det klare valg til posten. Det er bagsiden af medaljen ved at have været på posten i syv år. Det er ikke en forventning, at du klarer dig godt, men næsten fænomenalt.

Derimod skulle Troels Lund Poulsen nærmest bare præsentere sig for danskerne, ikke virke inkompetent til den post, han rækker ud efter, og præsentere det blå Danmark for, hvordan han ser regeringsforhandlingerne. Det mener jeg, at han gjorde, som han skulle. Pænt, men ikke prangende.

Fordi jeg selv nørder meget ned i, hvad politik er, og hvordan det bevæger sig, så er det ikke altid, jeg har en god forståelse for, hvordan den almene dansker ser på sådan en debat. Til det bruger jeg pejlemærker i venner og familie.

Den her debat så jeg med mine forældre, som var enige om det meste, men der var én ting, der stod ud. Det var Troels Lunds forklaring af midterregeringen. At man var trådt ind i den, fordi det dermed kunne undgås, at der kom en ren rød regering.

Den pointe var der nogen, der reagerede positivt på og spurgte: Hvorfor blev det ikke sagt i 2022? Det korte svar er, at det gjorde det. Men der kunne det ikke bryde igennem lydmuren, der blev skabt af valide råb om løftebrud.

Debatten kan gøres op som et skakspil med fem runder. Det vil sige, enten har rød – Mette Frederiksen – placeret sig bedst, eller også har blå – Troels Lund Poulsen – placeret sig bedst. Hvis det går lige op, bliver det remis.

Her vil jeg mene, at Troels Lund udnyttede den gamle tilgang, at de blå står bedre på økonomisk politik end de røde. Dermed blev hans slagord om, at Mette Frederiksen vil gøre Danmark fattigere, meget velrettet. Det betød også, at han kunne få lov til at positionere sig sikkert som det økonomisk sikre valg. De blå 1-0-0.

Dernæst kom folkeskolen, hvor Mette Frederiksen omfavnede Venstres udspil på mange områder. Imens prøvede Troels Lund næsten desperat at sige, at Mette Frederiksen ikke prøvede at omfavne det. Begge dele fungerede meget godt, og gennem deres strategier viste de også deres gensidige respekt. Det blev et remis 1-1-0.

Så var det lederskab, hvor det må forventes, at Mette Frederiksen har en fordel, fordi hun har ledet landet i syv år. På trods af det mener jeg, at de igen spillede lige op. Dette blandt andet fordi de har siddet i regering sammen i tre år, og de dermed ikke kunne angribe hinandens evner til at bygge bro.

Mette Frederiksens stærkeste sted i debatten var drikkevandsafsnittet. Her fik hun udnyttet Venstres tætte bånd til Landbrug & Fødevarer. Dermed kunne hun præsentere et sprøjteforbud, hvor Troels Lund simpelthen ikke kunne følge med, fordi han skulle være teknisk. Rød stue 1-2-1.

Sidst var det udlændinge – noget der mestendels giver mindelser tilbage til nullernes valgkampe, tror jeg, fordi jeg var mellem 0 og 10. I hvert fald var der en enighed om, at tilgangen til udlændinge og statsborgere skulle strammes. Remis 1-3-1.

Dermed endte det med en debat, hvor der blev fremlagt argumenter. Mette Frederiksen blev ikke en klar sejrherre, og Troels Lund præsenterede sig selv for den danske befolkning. Jeg tror reelt, at den her debat kan føre noget godt med sig for Venstre, fordi de præsenterede sig som et alternativ, som vil arbejde for deres politik. Dermed kan det føre til noget momentum for dem og blå blok, da de nu har noget at samles om. Imens stagnerer Socialdemokratiet, fordi danskerne er blevet trætte af dem, som vist ved kommunalvalget i november.