Hvordan skal man kontakte folketingskandidater?

Kender du det, at du skal have kontakt til folketingskandidater, og at du må bruge ret mange timer på at kigge internettet igennem? Det spørgsmål blev stillet til mig af nogle frivillige organisationer, der gerne vil lave en kandidattest. I mit naive hoved troede jeg, at det var noget, man kunne få fra et ministerium eller en styrelse. Men med min research i forbindelse med KandiValg-modellen gik det op for mig, hvor lidt vi egentlig ved om kandidaterne, der skal styre vores land i fire år.

Det synes jeg er et reelt problem, når vi gerne skulle være fuldt rationelle vælgere, altså vælgere med fuld information, når vi står i stemmeboksen. Det bliver svært, når dem der skal skabe den information ikke nemt kan kontakte kandidaterne til en kandidattest. En vigtig problemstilling her er selvfølgelig privatlivets fred. Derfor er det kun de e-mails og telefonnumre, som er tilgængelige via officielle partikanaler, der bliver brugt.

Metode

Det hele bygger på en simpel webscraper, som gennemgår alle de partier, der har lagt kandidatoplysninger op på deres hjemmesider. Efterhånden som vi kommer tættere på valget, regner jeg med, at flere partier vil gøre det samme.

Etiske overvejelser

Som nævnt tidligere er privatlivets fred en vigtig overvejelse. Jeg mener, at den bliver overholdt af to grunde: For det første deler jeg ikke oplysningerne offentligt. For det andet er de indsamlede oplysninger kun dem, der allerede er offentligt tilgængelige, nu er de blot samlet ét sted.