Et spørgsmål om offentlige pensioner, uddannelser og vælgere
Fra tid til anden så hører jeg en ting. Det sker som regel, at jeg hører om en teori. Måske er den 20 år gammel. Eller også prøver jeg at finde en teori, men kan ikke finde noget der passer. Så står jeg der og sætter spørgsmålstegn ved forskningen, også leder jeg efter svar. Det var det der skete da jeg skulle vælge speciale emne.
For der var et fag, hvor jeg virkelig endte med at stå og spekulere om hvordan min uddannelse kunne gøre svaret bedre. Faget Economics of the welfare state, hvor de forskellige dele af velfærdsstatens økonomiske grundlag blev udlagt, der meldte spørgsmålet sig, hvad med vælgerne?
Det førte til fire måneders hård teoretisk øvelse i at udvikle og teste en teoretisk model. Alt sammen for at svare på spørgsmålet:
Hvordan påvirker deservingness heuristikken ligevægten mellem ydelser i den sociale kontrakt gennem det probabilistiske vælgerteorem?
Hvordan undersøges det?
Det starter som alle gode historier med at se, hvad der tidligere er lavet. Det er ekstensivt i forhold til hvordan vælgere opfører sig, hvordan optimale offentlige ydelser skal opbygges og hvordan vælgere stemmer. Det der ikke er skrevet så meget om er, hvordan de tre ting kan påvirke hinanden. Så det satte jeg mig for at undersøge.
Til det byggede jeg oven på det Luttens og Valfort byggede i 2012. Hvor de undersøger det de kalder "Desert-sensitive" altruisme. Som i bund og grund er, at vælgere observerer karakteristika ved modtagere af offentlige ydelser og dermed stemmer efter det.
Det er også hvad man i statskundskaben har operationaliseret som deservingness, eller på dansk fortjenstfuldhed. Dem der ses som de fortjener ydelser vil også få mere. Det kan være de ældre, der får en ældrecheck, fordi de har arbejdet hele livet og betalt skat. Det er reciprocitet. Eller besparelser på uddannelser, fordi de unge nok kunne finde en anden måde at betale det på. Hvorfor nævne de to dele af samfundet? Fordi det er de to dele, som den velfærdsøkonomiske sociale består af.
Den velfærdsøkonomiske sociale kontrakt kan opdeles i to dele. Den fremadrettede, hvor de unge får uddannelse med forventningen om, at de senere vil betale skatter. Det er det, som økonomer vil kalde et implicit lån. Altså de unge låner af de ældre generationer, fordi der betaler de ældre generationer af på deres implicitte lån.
Men på et tidspunkt er det implicitte lån, så afbetalt. Så kommer den implicitte opsparing ind i billedet. Her betaler de generationer der snart skal på pension for de pensionerede generationers pension. Det er med forventningen om, at de betalende generationer, så får betalt deres pensioner på et senere tidspunkt.
Dette er naturligvis et stilleben over, hvordan vores velfærdssamfund fungerer. Men det er mere simplificeret i modellen, hvor der er tre overlappende generationer. De unge (y), de midaldrende (m) og de gamle (o). Hvor de unge og gamle/ældre er modtagere af sociale ydelser. Imens de midaldrende er skattebetalere.
Tidligere generationer har undersøgt ligevægten for dette, når der er en godsindet enevældig hersker. Men hvad hvis denne godsindede enevældige hersker var på valg hvert fjerde år og gerne ville genvælges. Så må der jo tages højde for, hvad befolkningen mener. Der tog jeg standpunktet i mit speciale, at når det kommer til denne sociale kontrakt, så er det bedste udtryk for dette: Deservingness.
Men for at kunne operationalisere det, så blev jeg nødt til at definere det. Så jeg brugte ξ = CARIN. Dette værende en version af de kriterier, som Van Oorschot opsatte i 2000. Control, Ability, Reciprocity, Identity og Need. Dette blev så brugt sammen med Luttens og Valfort (2012) parametre, hvor jeg endte med dette maksimeringsproblem:
Det bliver bare vildere herfra. For de endelige resultater af at løse modellen bliver:
Hvad er resultatet?
Hvor det er svært at lave en algebraisk analyse af det ovenstående, så er det relativt let at lave en numerisk analyse. Det man også kan kalde en simulering, med alt andet lige kriterier. Hvor jeg finder frem til, at pension bliver påvirket af deservingness, imens uddannelse ikke gør. Det har også noget at gøre med, at de unge kun indgår med fremtidig nytte og derfor ikke bliver påvirket i nutiden.
Hvis vi så kigger på, hvordan det passer på den virkelige verden, så bliver det lidt mere usikkert. Derfor må jeg også lægge min egen politiske forståelse til grund for noget af analysen. Der er indtil 2010 ikke en sammenhæng mellem deservingness og pension. Men derefter begynder de at kovarierer. Hvorfor? Jeg vil mene, at det er fordi vores grundlæggende forståelse for hvordan pensionssystemet hænger sammen har ændret sig.
Det er en konsekvens af velfærdsforliget fra 2005, hvor man afpolitiserer folkepensionen, men politisere tilbagetrækning. Derfor vil pensionsydelser stige i valgår med høj deservingness score for de ældre, men ikke folkepensionen. I stedet vil det gå til de fortjenstfulde ældre som Arne.
Alt sammen og mere til kan læses i mit speciale, som er her på siden.